Planlægning — 11 december 2013

Cykelby logoOdense var Danmarks Nationale Cykelby i årene 1999 – 2002 og var hele landets laboratorium for cykeltrafik. Cykeltrafikken steg med 20 %, og cykelulykkerne faldt med 20 %. Men hvad betød det egentlig for Odense og Danmark nu 10 år efter?

Der blev gennemført omkring 50 forskellige cykelprojekter, og mange af dem havde en høj nyhedsværdi. En del projekter er blevet gentaget i andre byer eller er blevet videreudviklede.

Odense var først med et elektronisk løbelys, som guidede cyklisterne frem til det grønne lys. Dette findes nu i flere byer, hvor dioder er lagt i belægningen. En anden strækning fik en grøn bølge med fartvisere til cyklisterne. De grønne bølger findes nu også i andre byer – i takt med, at flere signaler bliver trafikstyrede, bliver det dog vanskeligere at gennemføre.

Shunts hvor cyklister uden stop kan svinge til højre i lyskrydsene er blevet meget udbredt i Odense og i mange andre byer. Cykelbokse er derimod ikke særlig udbredte herhjemme endnu, trods massiv udbredelse i udlandet.

Kørsel for rødt lys i T-kryds findes i flere byer, mens den daværende trafikministers intention med at kunne cykle til højre for rødt lys først nu har fået sin første dispensation i Roskilde.

Flere byer har ladet sig inspirere af Odense og forsøger at fange cyklisternes opmærksomhed uden brug af stibomme. Cykling i gågaderne tillades i dag i mange danske byer i særlige tidsrum.

En vision om Danmarks første cykelmotorvej blev implementeret som en højklasset pendlerrute – det der i dag betegnes som supercykelstier landet over og støttes af staten med en særlig pulje.

Verden første cykelbarometer blev opsat i Odense i 2001. Det findes nu i rigtig mange byer rundt i verden, og Odense har i dag 10 stk. Cykelpumperne blev også spredt til mange byer, og Odense har i dag over 20 stk. Senere er andre serviceelementer som værksteder og bagagebokse også kommet i flere cykelbyer.

En særlig cykelpatrulje, der sendte fotos ind elektronisk kan i dag klares med særlige mobile apps i mange kommuner. Odense er ikke længere alene om at have en cykelruteplanlægger til web og mobil – andre er fulgt efter, og Google tilbyder det nu for hele landet.

Odense demonstrerede hvordan, cykelcentre kunne udføres trygt og lækkert med bl.a. musik og drikkevand. Både i Odense og mange andre steder kommer der flere cykelcentre, som kombinerer høj kapacitet og god finish. Der er ikke længere usædvanligt, at arkitekten involveres i selve cykelparkeringen.

Kampagner som Hjulspind, Søren & Sille og Rap i Trafikken viste, hvordan man engagerer børn i motion og konkurrencer. Cykeltrailere blev en udbredt ting blandt småbørnsfamilier, og i dag er der mange muligheder for at transportere sine børn med cyklen.

Kørelys med magnetlygter blev født som del af projektet og findes nu på en meget stor del af landets cykler. Projekter med foldecykler er afprøvet andre steder, og elcykler findes i dag i mange projekter landet over.

Mange af cykelkampagnerne er i dag suppleret med tracking via smartphones og RFID chips på cyklerne, så de kører mere effektivt og med meget store deltagerantal landet over.

10 – 20 danske kommuner har i dag en særlig cykelbyhjemmeside. Odense fik omtale i 856 artikler foruden de elektroniske medier – noget der viste, at PR og kommunikation kan være afgørende faktorer for en succesfuld cykelby.

Statens cykelpulje har sat gang i rigtig mange cykelprojekter landet over. Erfaringerne fra Odense har styrket argumentationen for, at cykeltrafik virkelig er værd at investere i.

I de efterfølgende år gennemførte Odense en hel del cykelprojekter, bl.a. via 4 forskellige EU projekter. Kommunen blev inviteret til at deltage på EXPO i 2010 i Shanghai med en stand, der udelukkende eksponerede Odense som førende cykelby. I 2009 vedtog byrådet en ambitiøs trafik- og mobilitetsplan, der skal medføre en stigning i cykeltrafikken på 40 %. Et stort net af supercykelstier er påbegyndt i 2013 og forbindes over Odense Kanal i 2014 og på tværs af baneterrænet med en ny 200 m lang stibro året efter. Snart ventes en ny mobilitetsplan vedtaget med over 20 nye cykelprojekter og starten på en ny cykelhandlingsplan.

Evalueringsrapporten for Odense – Danmarks Nationale Cykelby kan ses her

 

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.